Generalforsamling 2024

Referat af ordinær generalforsamling

 Tirsdag den 23. april 2024, kl. 16.00

Generalforsamlingen blev afholdt hos Horten, Philip Heymans Allé 7, 2900 Hellerup

Tirsdag den 23. april 2024 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Behandling af indkomne forslag
  4. Fastsættelse af kontingent
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen. Bestyrelsen genopstiller.
  6. Valg af revisor. Bestyrelsen indstiller, at PwC genvælges som revisor.
  7. Eventuelt 

Ad pkt. 1:

 Formand Søren Højgaard Mørup bød velkommen og foreslog Vibeke Iversen som dirigent. Vibeke Iversen blev herefter enstemmigt valgt.

Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen var udsendt rettidigt i overensstemmelse med vedtægterne. Hun erklærede herefter, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

 Ad pkt. 2:

2023 har været et fint år for foreningen med god tilslutning til arrangementerne.

MEDLEMSARRANGEMENTER I 2023

Der var planlagt fem medlemsarrangementer i 2023:

  • Årets første medlemsarrangement om anvendelsen af EU-ret i forvaltningen og Menneskerettighedskonventionens betydning for forvaltningens sagsbehandlingstid blev afholdt 4. januar i København med 109 tilmeldte og 11. januar i Aarhus med 46 tilmeldte.
  • Andet medlemsarrangement om forvaltningsretlige og databeskyttelsesretlige nedslag med fokus på samspillet mellem disse regler ret blev afholdt 11. april i Aarhus med 44 tilmeldte og 12. april i København med 110 tilmeldte.
  • Tredje medlemsarrangement i 2023 om forvaltningskontrakter blev afholdt 6. juni i Aarhus med 20 tilmeldte og 7. juni i København med 48 tilmeldte.
  • Fjerde medlemsarrangement om kommunalfuldmagten og nye tendenser blev afholdt 3. oktober i København med 93 tilmeldte og 4. oktober i Aarhus med 30 tilmeldte.
  • Sidste medlemsarrangement vedrørende brush up på sagsbehandling – nedslag i udvalgte sagsbehandlingsregler blev afholdt 8. november i København med 94 tilmeldte og 15. november i Aarhus med 47 tilmeldte.

ØKONOMI OG TAL

Deltagerantal

I alt har der i 2023 været 640 deltagere tilmeldt de 10 afholdte arrangementer mod 407 deltagere tilmeldt seks arrangementer i 2022. Det gennemsnitlige antal tilmeldte var 68 deltagere pr. arrangement i 2023 mod 64 i 2022.

Medlemmer

Antallet af personlige medlemmer er steget fra 92 i 2022 til 97 i 2023.

Antallet af kollektive medlemmer er faldet fra 85 i 2022 til 80 i 2023.

Antallet af studerende er steget fra 16 i 2022 til 19 i 2023.

MARKEDSFØRING AF FORENINGEN                                                      

Foreningens program for 2024 er annonceret i bladet Danske Kommuner, i djøfbladet, på foreningens hjemmeside og i Hortens magasin Ret & Indsigt.

Foreningen har nu 322 følgere på Linkedin. Her bliver information om foreningens arrangementer slået op.

FORENINGENS SEKRETARIAT

Foreningens sekretariat varetages som bekendt af advokatfirmaet Horten, hvor advokat Malene Graff har det daglige ansvar for foreningens sekretariat, bistået af sekretær Christina Sharma.

BESTYRELSENS ARBEJDE

Bestyrelsen har holdt et planlægningsmøde i oktober 2023.

På mødet fastlagde bestyrelsen rammerne for de syv arrangementer, der er planlagt i 2024. Hertil kommer, at foreningen samarbejder med Københavns Universitet om en konference i oktober i anledning af 100-året for Poul Andersens disputats "Om ugyldige Forvaltningsakter".

Ad pkt. 3:

Der var ikke modtaget nogen forslag.

Ad pkt. 4:

Bestyrelsen indstillede, at det kollektive kontingent blev hævet fra 2.000 kr. til 2.500 kr., og at det individuelle kontingent blev fastholdt på 200 kr., hvilket generalforsamlingen enstemmigt vedtog.

Ad pkt. 5:

Den siddende bestyrelse genopstillede og blev enstemmigt genvalgt af generalforsamlingen.

Bestyrelsen består således af:

  1. Søren Højgaard Mørup, højesteretsdommer og professor, dr.jur.
  2. Hans B. Thomsen, kommitteret, Indenrigs- og Sundhedsministeriet
  3. Morten Engberg, kommitteret, Folketingets Ombudsmand
  4. Kristian Korfits Nielsen, højesteretsdommer
  5. Anders Valentiner-Branth, advokat, Civitas Advokater
  6. Rikke Søgaard Berth, advokat, Horten
  7. Pernille Christensen, juridisk chef, KL
  8. Sten Bønsing, professor, ph.d., Aalborg Universitet
  9. Jesper Schaumburg-Müller, chefkonsulent, Børne- og Undervisningsministeriet
  10. Christian Vigh, sekretariatschef, Borgerrepræsentationens Sekretariat i Københavns Kommune
  11. Jacob Hess, vicedirektør i Ankestyrelsen
  12. Louise Halleskov, professor, ph.d., Aarhus Universitet
  13. Rasmus Grønved Nielsen, lektor, dr.jur., Københavns Universitet

 Ad pkt. 6:

 Bestyrelsen indstillede, at PwC genvælges som revisor, hvilket generalforsamlingen enstemmigt vedtog.

 Ad pkt. 7:

Der var intet under eventuelt.

* * * * *

Dirigenten hævede herefter generalforsamlingen.

Den 23. april 2024

Som dirigent:

________________________

Vibeke Iversen