Generalforsamling 2016
Tirsdag den 19. april 2016 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af regnskab
4. Behandling af indkomne forslag. Ingen forslag modtaget
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen. Helle Haxgart genopstiller ikke. Bestyrelsen indstiller afdelingschef i Statsforvaltningen, Christian Vigh, som nyt bestyrelsesmedlem. Berith Jensen genopstiller ikke. Bestyrelsen indstiller advokat Rikke Søgaard Berth, Horten, som nyt bestyrelsesmedlem. Karsten Revsbech stiller på opfordring fra bestyrelsen også op som bestyrelsesmedlem.
7. Valg af revisor
8. Eventuelt
Ad pkt. 1:
Bestyrelsesformand Vibeke Iversen bød velkommen og foreslog Bjarne Becher Jensen som dirigent. Bjarne Becher Jensen blev herefter enstemmigt valgt.
Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen var udsendt rettidigt i overensstemmelse med vedtægterne. Han erklærede herefter, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.
Ad pkt. 2:
Bestyrelsesformand Vibeke Iversen aflagde følgende beretning for foreningsåret 2015:
2015 har været endnu et godt år for foreningen. Der har været afholdt flere spændende arrangementer, og medlemstallet er steget.
Medlemsarrangementer i 2015
Medlemsarrangementer er foreningens primære og væsentligste aktivitet. Der har været afholdt fire medlemsmøder i 2015. Alle 4 møder var planlagt afholdt i både Aarhus og København. Mødet i september vedrørende retskrav på velfærdsydelser, som var planlagt afholdt i Aarhus, blev desværre aflyst på grund af for få tilmeldte.
Vi har i foreningen en generel regel om, at medlemsmøderne alene gennemføres, hvis der er minimum 20 tilmeldte til møderne i henholdsvis København og Århus. Reglen er besluttet både af hensyn til oplægsholderne og foreningen.
Miljøoplysningsloven
Det første arrangement i 2015 blev afholdt den 24. februar i København og den 10. marts i Aarhus med ph.d. stipendiat Azad Taheri Abkenar, Københavns Universitet, og sekretariatsleder Christian Østrup, Miljøministeriet som oplægsholdere. Vi fik en grundig og illustrativ gennemgang af samspillet (og det manglende sampil) mellem reglerne, hensynene bag og den praktiske håndtering. Christian Østrup redegjorde endvidere for Miljøministeriets – nu Miljø- og Fødevareministeriets – arbejde med udarbejdelse af vejledning og standarder, der understøtter en effektiv og imødekommende besvarelse af aktindsigtsanmodninger.
Der var i alt 54 tilmeldte til arrangementerne.
Whistleblower-ordninger
Andet medlemsarrangement i 2015 var planlagt afholdt den 16. og 29. april i henholdsvis Aarhus og København med oplæg af Københavns Kommunes borgerrådgiver Johan Busse og professor dr.jur. Søren Højgaard Mørup, Aarhus Universitet. Mødet i København fandt sted sammen med foreningens generalforsamling.
Johan Busse fortalte om indholdet og de gode erfaringer med Københavns Kommunes whistleblower-ordning, som er besluttet af Borgerrepræsentationen.
Søren Mørup Højgaard, der var medlem af det af den tidligere regering i 2013 nedsatte udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, fortalte om baggrunden for anbefalingerne i udvalgets betænkning nr. 1553 om Offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblower-ordninger.
Oplæggene gav anledning til en spændende debat for og imod whistleblower-ordninger.
Der var i alt 63 tilmeldte til arrangementerne.
Retskrav på velfærdsydelser
Årets tredje medlemsarrangement var planlagt afholdt den 10. og 17. september i henholdsvis København og Aarhus. Mødet tog udgangspunkt i Carsten Henrichsens artikel om Minimumsstandarder for offentlig service – en kommentar til Højesteretsdommen UfR 2013.2324 om afslag og begrænsning af hjemmehjælp. Oplæggene af henholdsvis professor dr.jur. Carsten Henrichsen, Københavns Universitet og professor dr.jur. Søren Højgaard Mørup, Aarhus Universitet gav grundlag for en meget spændende juridisk diskussion om retsanvendelsen på området.
Mødet i Aarhus blev desværre aflyst pga., at kun 14 havde tilmeldt sig mødet. Der var i alt 64 tilmeldte til arrangementet i København.
Status på implementeringen af den nye offentlighedslov
Det fjerde arrangement blev afholdt den 5. november i København og 26. november i Aarhus. Oplæggene på mødet blev holdt af Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, kontorchef i Statsforvaltningens kommunale tilsyn, Hanne Villumsen, og advokat Anders Valentiner-Branth, Horten.
Oplæggene og debatten på møderne bekræftede, at fortolkningen og administrationen af den nye offentlighedslov er spændende, og også udfordrende og krævende for de involverede myndigheder.
99 medlemmer mødte op til arrangementet i København og 65 medlemmer til arrangementet i Aarhus.
Økonomi og tal
Deltagerantal:
I alt har der i 2015 været 359 tilmeldte deltagere til de 8 arrangementer, mod 344 deltagere fordelt på 8 arrangementer i 2014. Således er det gennemsnitlige deltagerantal steget fra 86 til 90 pr. arrangement.
Medlemmer:
Antallet af personlige medlemmer er steget fra 66 i 2014 til 74 i 2015.
Antallet af kollektive medlemmer er faldet fra 82 i 2014 til 81 i 2015.
Der har således været en fremgang i medlemstallet på de individuelle medlemmer og et fald i de kollektive medlemskaber. Faldet i de kollektive medlemskaber kan muligvis skyldes de ændringer, som den nye regering gennemførte ved sin tiltræden med færre ministerier. Det bliver spændende at følge, om udflytningen af styrelser vil få indflydelse på medlemstallet. Vi håber, at det kan give flere medlemmer vest for Storebælt.
Økonomi:
Regnskabet fra 2015 udviser et overskud på 51.175 kr.
Overskuddet for 2015 betyder, at foreningens egenkapital er blevet forøget til 311.356 kr.
Foreningen har således en solid formue, som skal anvendes til at planlægge og gennemføre spændende arrangementer for medlemmerne og andre interesserede.
Gode idéer til medlemsarrangementer må meget gerne sendes til foreningens sekretariat.
Hjemmesiden:
På foreningens hjemmeside ligger information om foreningen og foreningens arrangementer, ligesom vi efter hvert arrangement lægger oplægsholdernes plancher mv. på siden. Vi følger antallet af besøgende på hjemmesiden, og det er generelt vores opfattelse, at den fungerer efter hensigten.
Markedsføring af foreningen:
Foreningens arrangementer annonceres primo året i bladet Kommunen, Hortens magasin Ret & Indsigt og på foreningens hjemmeside.
Foreningens sekretariat
Foreningens sekretariat ligger som bekendt hos Advokatfirmaet Horten og advokat Anders Valentiner-Branth har været daglig ansvarlig herfor og fast kontaktperson mellem bestyrelsen og sekretariatet, siden foreningen blev stiftet. Anders Valentiner-Branth udtrådte imidlertid medio januar 2016 af Advokatfirmaet Horten og er nu partner i Advokatfirmaet Nielsen Nørager. Det har betydet, at partner og advokat hos Horten Rikke Søgaard Berth og advokat Malene Graff har overtaget det daglige ansvar for foreningens sekretariat, fortsat bistået af advokatsekretær Trine Lindenskov Andersen.
Formanden sagde på foreningens og bestyrelsens vegne Anders Valentiner-Branth mange tak for det store arbejde, han har udført som ansvarlig for foreningens sekretariat med et aldrig svigtende engagement og styr på de daglige udfordringer. Heldigvis har han besluttet at genopstille til foreningens bestyrelse, så vi har mulighed for at fortsætte det gode samarbejde om foreningens møder mv.
I bestyrelsen glæder vi os til fortsættelsen af det godt indledte daglige samarbejde med Rikke og Malene.
På bestyrelsens vegne sagde formanden også Trine Lindenskov Andersen mange tak for det gode og samvittighedsfulde samarbejde i 2015. Vi glæder os til fortsættelsen i 2016.
Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen har holdt 2 møder i 2015 – et konstituerende møde umiddelbart efter generalforsamlingen og et planlægningsmøde i oktober 2015.
På mødet i oktober fastlagde bestyrelsen rammerne for de fire arrangementer, der er planlagt i 2016. Alle fire arrangementer afholdes både i København og i Aarhus for at nå ud i hele landet.
Bestyrelsen
Som det fremgår af indkaldelsen til generalforsamlingen har Statsforvaltningens direktør Helle Haxgart valgt ikke at genopstille til bestyrelsen, og i stedet foreslået, at Statsforvaltningens afdelingschef for det kommunale tilsyn, Christian Vigh, stiller op. I bestyrelsen har vi været meget glade for det gode samarbejde – selvom det var kort – med Helle Haxgart, siden hun tiltrådte som direktør for Statsforvaltningen, og har besluttet at følge hendes forslag om at indstille Christian Vigh til valg til bestyrelsen i stedet for hende.
Endvidere fremgår det, at Berith Jensen, som har været medlem af bestyrelsen siden foreningens start, hvor hun var juridisk chef i Odense Kommune, har valgt ikke at genopstille. Berith Jensen er pr. 1. marts 2016 tiltrådt en stilling som chefjurist i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, som er en af kommunens største forvaltninger. Herefter er der fortsat kun én fra Københavns Kommune, der opstiller til bestyrelsen.
Formanden sagde på foreningens og bestyrelsens vegne Berith Jensen mange tak for hendes indsats og engagement i bestyrelsens arbejde. Personligt var formanden meget glad for at kunne fortsætte det gode samarbejde – nu om at løse Københavns Kommunes udfordringer og i den forbindelse fortsat at kunne trække på Berith Jensens store viden og erfaring med kommunal- og forvaltningsret i praksis.
Ad pkt. 3:
Dirigenten gennemgik med accept fra generalforsamlingen regnskabet for 2015, idet han navnlig henviste til formandens bemærkninger herom i beretningen.
Det fremlagte regnskab gav ikke anledning til bemærkninger fra generalforsamlingen, som godkendte regnskabet enstemmigt.
Ad pkt. 4:
Der var ikke indkommet forslag til behandling under dette punkt.
Ad pkt. 5:
Bestyrelsen indstillede, at kontingentsatserne blev fastholdt uændret, hvilket generalforsamlingen enstemmigt vedtog.
Ad pkt. 6:
Følgende bestyrelsesmedlemmer blev enstemmigt valgt til bestyrelsen:
1. Vibeke Iversen, cand. jur., chefjurist, Københavns Kommune
2. Søren Højgaard Mørup, professor dr.jur., Aarhus Universitet
3. Steen Rønsholdt, professor dr.jur., Københavns Universitet
4. Hans B. Thomsen, cand.jur., afdelingschef, Økonomi- og Indenrigsministeriet
5. Morten Engberg, cand.jur., kontorchef, Folketingets Ombudsmand
6. Niels Fenger, professor dr.jur., Københavns Universitet
7. Kristian Korfits Nielsen, cand.jur., landsdommer, Østre Landsret
8. Dario Silic, cand.jur., vicekontorchef, KL
9. Anders Valentiner-Branth, advokat, Nielsen Nørager
10.Christian Vigh, afdelingschef, Statsforvaltningen
11.Rikke Søgaard Berth, advokat, Horten
12.Karsten Revsbech, professor dr.jur., Aarhus Universitet
Ad pkt. 7:
Generalforsamlingen genvalgte enstemmigt Tine Nevers, cand.merc.aud., som revisor for foreningen.
Ad pkt. 8:
Der var ingen indlæg under eventuelt.
* * * * *
Dirigenten hævede herefter generalforsamlingen.
Den 19. april 2016
Som dirigent:
Bjarne Becher Jensen