Generalforsamling 2015
Onsdag den 29. april 2015 blev der afholdt ordinær generalforsamling i Foreningen for Kommunal- og Forvaltningsret i Danmark med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Bestyrelsens beretning
3. Godkendelse af regnskab
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
7. Valg af revisor
8. Eventuelt
Ad pkt. 1:
Bestyrelsesformand Vibeke Iversen bød velkommen og foreslog Bjarne Becher Jensen som dirigent. Bjarne Becher Jensen blev herefter enstemmigt valgt.
Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen var udsendt rettidigt i overensstemmelse med vedtægterne. Han erklærede herefter, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.
Ad pkt. 2:
Bestyrelsesformand Vibeke Iversen aflagde følgende beretning for foreningsåret 2014:
2014 har været endnu et godt år for foreningen. Der har været afholdt flere spændende arrangementer, og medlemstallet er steget.
Medlemsarrangementer er foreningens primære og væsentligste aktivitet. Der har været afholdt fire medlemsmøder i 2014. Alle 4 møder var planlagt afholdt i både Aarhus og København. Møderne vedrørende det 2. og 4. arrangement, som var planlagt afholdt i Aarhus, blev desværre aflyst, dels på grund af sygdom, dels på grund af for få tilmeldte.
Det første arrangement i 2014 blev afholdt den 25. og 27. februar i København og Aarhus med kommitteret hos Folketingets Ombudsmand Jon Andersen som oplægsholder. Med udgangspunkt i den seneste udgave af hans bog Socialforvaltningsret fik vi en gennemgang af de almene retsgrundsætninger om myndighedernes retsanvendelse og af de processuelle regler, der gælder for behandlingen af sociale sager. Der var i alt 113 tilmeldte til arrangementerne.
Andet medlemsarrangement i 2014 var planlagt afholdt den 10. og 30. april i henholdsvis Aarhus og København med oplæg af partner hos Kammeradvokaten Sune Fugleholm og professor på Københavns Universitet dr. jur. Niels Fenger. Mødet i København fandt sted sammen med foreningens generalforsamling. Vi fik to meget spændende oplæg om dels muligheder og udfordringer i forbindelse med digital forvaltning dels tekniske og retlige udfordringer i den automatiserede forvaltning. Mødet i Aarhus blev desværre aflyst pga. sygdom for den ene af oplægsholdernes vedkommende og på grund af, at kun 17 havde tilmeldt sig mødet. Der var i alt 84 tilmeldte til arrangementerne.
Årets tredje medlemsarrangement blev afholdt den 4. og 9. september i henholdsvis København og Aarhus. De spændende oplæg blev holdt af chefkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Hanna Ege, og advokat og partner hos Horten Rikke Søgaard Berth. Vi fik en meget udbytterig gennemgang af udviklingen på området, herunder om rammerne for sociale klausuler i kommunestyret. Der var i alt 92 tilmeldte til arrangementerne. SKAT ’s udfordringer og initiativer Det fjerde arrangement blev afholdt den 4. november i København, men måtte desværre aflyses i Aarhus på grund af manglende tilmelding. Oplægget blev holdt af SKAT’s direktør Jesper Rønnow Simonsen, der gav et meget levende indblik i de udfordringer, som SKAT dagligt konfronteres med – ikke mindst fra pressen og, hvordan man som organisation forsøger at holde fokus på borgernes retssikkerhed blandt andet i forbindelse med udviklingen af nye digitale platforme og løbende opfølgning på medarbejdernes viden om skattelovgivningen. Der var i alt 42 medlemmer, som mødte op til arrangementet i København.
I alt har der i 2014 været 344 deltagere (tilmeldte) ved de 8 arrangementer, mod 564 deltagere fordelt på 8 arrangementer i 2013. Således er det gennemsnitlige deltagerantal faldet fra 94 til 69 pr. arrangement.
Antallet af individuelle medlemmer er steget fra 62 i 2013 til 66 i 2014. Antallet af kollektive medlemmer er faldet fra 83 i 2013 til 82 i 2014. Der har således været en fremgang i medlemstallet på de individuelle medlemmer. Faldet på de kollektive medlemskaber kan til dels skyldes sammenlægningen af flere offentlige myndigheder, bl.a. Statsforvaltningerne.
Regnskabet fra 2014 udviser et overskud på 57.870 kr. Overskuddet for 2014 betyder, at foreningens egenkapital er blevet forøget til 260.181 kr. Foreningen har således en solid formue, som skal anvendes til at planlægge og gennemføre spændende arrangementer for medlemmerne og andre interesserede. Gode idéer til medlemsarrangementer må meget gerne sendes til foreningens sekretariat.
På foreningens hjemmeside ligger information om foreningen og foreningens arrangementer, ligesom vi efter hvert arrangement lægger oplægsholdernes plancher mv. på siden. Vi følger antallet af besøgende på hjemmesiden, og det er generelt vores opfattelse, at den fungerer efter hensigten.
Foreningens arrangementer annonceres primo året i bladet Kommunen, Hortens magasin Ret & Indsigt og på foreningens hjemmeside.
Bestyrelsen har holdt 2 møder i 2014 – et konstituerende møde umiddelbart efter generalforsamlingen og et planlægningsmøde i oktober 2014. På mødet i oktober fastlagde bestyrelsen rammerne for de fire arrangementer, der er planlagt i 2015. Alle fire arrangementer afholdes både i København og i Aarhus for at nå ud i hele landet.
Ad pkt. 3:
Dirigenten gennemgik med accept fra generalforsamlingen regnskabet for 2014, idet han navnlig henviste til formandens bemærkninger herom i beretningen.
Det fremlagte regnskab gav ikke anledning til bemærkninger fra generalforsamlingen, som godkendte regnskabet enstemmigt.
Ad pkt. 4:
Der var ikke indkommet forslag til behandling under dette punkt.
Ad pkt. 5:
Bestyrelsen indstillede, at kontingentsatserne blev fastholdt uændret, hvilket generalforsamlingen enstemmigt vedtog.
Ad pkt. 6:
Alle bestyrelsesmedlemmer modtog genvalg, og følgende bestyrelsesmedlemmer blev herefter enstemmigt genvalgt:
1. Vibeke Iversen, cand. jur., chefjurist, Københavns Kommune
2. Søren Højgaard Mørup, professor dr.jur., Aarhus Universitet
3. Steen Rønsholdt, professor dr.jur., Københavns Universitet
4. Hans B. Thomsen, cand.jur., afdelingschef, Økonomi- og Indenrigsministeriet
5. Morten Engberg, cand.jur., kontorchef, Folketingets Ombudsmand
6. Berith V. Jensen, cand.jur., chefjurist, Kalundborg Kommune
7. Niels Fenger, professor dr.jur., konst. landsdommer
8. Kristian Korfits Nielsen, cand.jur., konst. landsdommer
9. Dario Silic, cand.jur., sektionsleder og chefkonsulent, KL
10. Anders Valentiner-Branth, advokat, Horten
11. Helle Haxgart, direktør, Statsforvaltningen
Ad pkt. 7:
Generalforsamlingen genvalgte enstemmigt Tine Nevers, cand.merc.aud., som revisor for foreningen.
Ad pkt. 8:
Der var ingen indlæg under eventuelt.
Dirigenten hævede herefter generalforsamlingen.
Den 29. april 2015
Som dirigent:
Bjarne Becher Jensen